|
|
|
|
|
|
|
Et begreb om selvbeundring, selvoptagethed og selvdyrkelse, hvis betegnelse henviser til myten om Echo og Narkissos, der foruden narcissismen har givet navn til begrebet ekkolali. Forskellige teoretikere benytter begrebet forskelligt, hovedsagelig enten som et personlighedspsykologisk fænomen eller som et socialpsykologisk og kulturelt problem i moderniteten.
Teoretiker |
Alder |
Fænomenologi |
Implikationer |
0 - ca. 6 mdr. (primær narcissisme).
Fra ca. 18 mdr. (sekundær narcissisme) |
Primær: en (naturlig) tilstand,
karakteriseret ved tilbagevendende almagtsfølelse,
fremkaldt af de plejende omgivelser, primærprocestænkning og uvidenhed om grænsen mellem egen
krop og omgivelserne. Sekundær: Jeg'ets udvikling medfører bevidstheden om, at kravet om
driftsreduktion er inde i kroppen, hvorimod de fleste kilder til denne reduktion er i omverdenen.
Derfor investerer barnet sin libido i den omverden (typsik de(n) primære omsorgsperson(er)),
der plejer det. |
Ved frustration af libido-investeringen
(fx. ved for tidlig eller brutal afvænning og
renlighedstræning), vender barnet libidoen mod sit Egoideal, hvorved resultatet bliver overdrevne
storhedsforestillinger. Evnen til at elske andre bliver erstattet af selvcentreret og egenkærlig
navlebeskuelse. |
|
Hele livet, navnlig det tidlige
|
Alle mennesker er narcissister. Børn, der
behandles ubetinget kærligt og med accept,
udvikler en sund narcissistisk selvfølelse, hvorved de er i stand til at elske og acceptere både
sig selv og andre. Modsat udvikler børn, der behandles med forbehold også forbehold overfor sig
selv og andre. |
Det sygelige narcissistiske selvtab udløser
depressivitet og skamfølelse, der søges
kompenseret ved urealistiske storheds-forestillinger. Disse må vedligeholdes ved omgivelsernes
beundring, hvilket igen udvikler narcissistiske personlighedstræk som underdanighed overfor
autoriteter, sygelig perfektionisme og ukritisk rolleaccept. |
|
Primær narcissisme som hos Freud.
Ca. 6 - 24 mdr. (optimal frustration) |
Optimal frustration betyder, at afvænning
og renlighedstræning foregår indenfor tilpas
faste rammer, hvorved barnets primære narcissisme afløses af en tiltagende, men aldrig fuldkommen,
beherskelse af sin omverden. På denne måde indser barnet, at ingen mennesker er almægtige. |
Forældres (især mødres) afmagts- og mindreværdsfølelser, af og til ledsaget af
identitetsproblemer, medfører afhængighed af børnene, der i en pseudo-kærlig uforstand betragtes
som kostbare og skrøbelige. Herved forhindres børnene i at erkende deres egne (og forældrenes)
mangler. Resultatet bliver en "objekt-hunger" med krav om at være i centrum og at få
særbehandling. |
|
Børne- og ungdomsårene
|
Tomrummet ved "den kulturelle frisætning",
hvorved normer og værdier bliver udvisket,
medfører identitets-problemer for såvel unge som voksne. På denne måde har barnet dårlige
identifikationsobjekter i sine forældre, der selv må kæmpe med at løse egne problemer. |
Forældrene fastholder børnene i barnlig
og ansvarsfri afhængighed, hvilket giver problemer i forholdet til andre. |
|
Hele livet |
Grådighed og selvhævdelse, manifesteret
i (asocial) udnyttelse og nedvurdering af andre. |
Ved vellykkede forsøg på at hævde denne
"narcissistiske socialkarakter" opnås midlertidig tilfredsstillelse af krav om omnipotens og mereværds-følelse. Mislykkede forsøg
medfører yderligere frustration og mere indædte forsøg. |
En position indenfor psykologien, der iflg. Sarbin interesserer sig for "den menneskelige adfærds oplagrede natur", altså hvordan mennesker bearbejder oplevelser ved at konstruere historier og ved at lytte til andres historier. Forskere indenfor området arbejder med den idé, at menneskelig aktivitet og erfaring er fyldt med "mening" og at historier er det udtryksmiddel, hvorved denne mening kommunikeres. Således bliver logiske argumenter og formuleringer set som underordnede forklaringsmekanismer.
Bruner forklarer denne dikotomi som distinktionen mellem de paradigmatiske og de narrative tænkemåder, der begge er fundamentale og ikke kan reduceres til hinanden. Sarbin uddyber dette ved at fremholde "narrativ" som "den grundlæggende metafor for al psykologi", hvorved han deplacerer de mekanistiske (behavioristiske) og organismiske metaforer, der prægede den forudgående psykologiske forskning.
I praksis bliver narrativ psykologi til narrativ terapi. Heri er det grundlæggende forståelsesrum selve problemet:
(Det skal indskydes, at det narrative i sig selv ikke er psykologi, men et overbegreb for mange (andre) faglige tilgange.) Af denne erklæring fremkommer nogle principielle og uddybende forklaringer:
Nervesystemet er opdelt i et somatisk (kropsligt) og et autonomt (automatiseret) system (plus et perifert system i det autonome system, som vi ikke tager op her). Det somatiske system kan normalt kontrolleres gennem viljen (fx. muskelkontrol), medens det autonome system normalt er udenfor viljens indflydelse. Man kan sige, at det er den projektorienterede hjerneaktivitet, der ved det somatiske nervesystem fremkalder villede muskelbevægelser, medens induceret (påført) hjerneaktivitet gennem det autonome nervesystem fremkalder reaktive fænomener (rødmen, rysten, hjertebanken, åndenød etc.).
Nervesystemet omfatter anatomisk set hjernen og rygmarven, hvorfra nervetråde forbinder de indre organer, som det ses på illustrationen forneden. Når en udefra kommende påvirkning af organismen registreres i hjernen, aktiveres beredskabet i det autonome nervesystem. Er der tale om en trussel, aktiveres kamp/flugt-beredskabet i det sympatiske system, mens en påvirkning der kalder på hvile eller fordøjelse, aktiverer det parasympatiske system.
Det sympatiske system stræber altså mod at stimulere en bestemt funktion, hvorimod det parasymatiske system stræber mod beroligelse. Normalt vil de to systemer være i balance, men hvis kroppen stresses, fx. ved en kamp/flugt-provokation, bliver det sympatiske system dominerende, hvorved funktioner som hjertefrekvens, åndedræt, blodtryk og blodsukkerkoncentration påvirkes. På denne måde forberedes kroppen til hurtig og koncentreret virksomhed.
Når stress-situationen er over, tager det parasympatiske system føringen og sænker hjerteslags- og åndedrætsfrekvensen og dirigerer blodtilførslen tilbage til funktioner som fordøjelse og fødeoptagelse.
Neuropsykologi er læren forholdet mellem hjernen og adfærd, herunder kognition og følelser. Traditionelt udgør studiet af patienter med hjerneskade det neuropsykologiske grundlag. Her undersøger man forholdet mellem skadens lokalisering i hjernen og dens udtryk i form af forstyrrelser i sprog, hukommelse, opmærksomhed, perception, bevidsthed etc.
I nyere forskning benyttes hertil studier af den normale hjernes funktion, hvorved almene spørgsmål om hjernebarkens (cortex) inddeling i funktioner i almindelighed, og om individuelle forskelle koblet til personlighed, evner og strategier for tænkning, undersøges.
Klinisk neuropsykologi er den disciplin, der benytter sig af den ovenfor nævnte viden i diagnostik (bestemmelse af en sygdoms art), rådgivning og behandling af hjerneskadede patienter.
En opdragelsesfilosofi, udviklet af den finlandsvenske læge og hjerneforsker Matti Bergström. Med erklæringen om, at den medfører en ny og visionær pædagogik, baseret på moderne viden om hjernens funktionsmåde, foreslås neuropædagogikken indført i en "mulighedsskole" for "hele hjernen" og for "alle hjerner". Herved gives eleven mulighed for ved siden af kundskabsdannelsen "at udvikles gennem fantasi, leg og skaberglæde".
Ved at antage teorien om The Triune Brain og hemisfæreteorien beskriver Bergström "Jeg'et mellem kaos og orden", befordret af angsten som grundstemning. Dette betyder, at uden det ukendtes angstprovokerende indflydelse på den rationelle tænkning, forbliver hjernebarkens kundskabslogiske struktur et lukket system. Gennem leg og fantasi forhindres fastholdelsen i denne kundskabslogik indtil et bestemt udviklingstrin, hvorfra udviklingen til næste niveau sker ved en "artens revolte" mod teorien eller dele af den (Kuhn). Iflg. Bergström sker revolten ved "mulighedsskyens" mellemkomst - og denne mellemkomst tager legens form.
 |
Bergström henviser til Huizingas teori om legen som den menneskelige kulturs grundlag: Legen er ikke bundet til fysisk nødvendighed eller moralsk forpligtelse, og den er en frivillig og "overflødig" aktivitet. På denne måde ses den som et intermezzo til det "virkelige" liv. Dvs. at mulighedsverdenen iflg. Bergström hverken er virkelig eller ikke-virkelig; den er mulig.
"En individ med ett välutvecklat och rikt "möjlighetsmoln" har en tendens att projicera dess innehåll på den yttre omgivningen. Han/hon "ser" omgivningens ting och föremål som omhöljda av dess möjligheter, vilket gör att den fysiska yttre rymden kompletteras med en "virtuell rymd" som delvis sammanfaller med den fysiska. Detta är typisk för kreativa individer med rik fantasi och benägenhet för att "leka" med sina logiska tankar och sina observationer."
Se også I hjärnan finns människan.
Betegnelse for en kategori af psykologiske forstyrrelser, der ikke synes organisk betingede og heller ikke er psykoser. De almindeligste neuroser er lettere depressioner, hysteri, tvangsforestillinger og -handlinger og fobier. Neurotikeren har (oftest) en intakt realitetssans og er i stand til at se det irrationelle ved tilstanden, men er ikke desto mindre ude af stand til at påvirke den.
Termen "neurose" har gennemgået en betydningsforandring siden den i det 18. århundrede simpelthen betød "en sygdom i nervesystemet". I modsætning til denne opfattelse anses neuroser idag for at være psykologisk betingede af begivenheder i neurotikerens fortid eller nutid.
NLP er et pseudovidenskabeligt koncept, der hævder både at kunne ændre sunde individers tænkning en masse og helbrede enkeltindividers psykiske lidelser fra fobier til skizofreni. Desuden sigter den mod at forandre virksomheder sådan, at deres maksimale potentiale kan udfoldes og stor succes opnås.
Med Grinders og Bandlers mix af psykologi, sprog og computerprogrammering, henvender NLP sig til mennesker, der drømmer om succes. Hvad konceptet præcis indeholder, er svært at udrede, da dets terminologi er så vag og flertydig, at det kan have forskellig betydning for forskellige personer. Dog angiver de såkaldte "practitioners", at NLP hjælper mennesker til forandring ved at lære dem at programmere deres hjerner og populariserer det ved at tilføje, at mennesket har fået en hjerne, men ingen brugsvejledning. Således gør NLP krav på at være den manglende "manual". På dette område er den i konkurrence med andre New Age-programmer, først og fremmest Landmark Forum og den "frafaldne" Tony Robbins' opstrammede program til professionel og organisatorisk omvendelse.
NLP hviler i det store hele på Freuds opfattelse af det ubevidste, hans "metaforisk adfærd", beskrevet i Drømmetydning, Ericksons hypnoterapi, samt Batesons og Chomskys arbejder. Desuden lægger NLP vægt på undervisning i overtalelses- og kommunikative evner, samt "selvhypnose" for at motivere og forandre sig selv.
| "NLP kan forstærke alle sider af dit liv gennem at forbedre dit forhold til dine kære, lære dig at undervise effektivt, give dig en stærkere følelse af selvværd, en stærkere motivation, en bedre forståelse for kommunikative færdigheder og fremme din virksomhed eller din karriere… og en masse andet, der involverer din hjerne." |
Jeg spørger mig selv: Hvorfor blev du psykolog…?
Der er den 3. december 2001 indløbet et debatindlæg om ovenstående. Det kan læses her (Forum), hvortil yderligere indlæg er velkomne.
Et oprindelig græsk ord, der her betyder "det at relatere sig til" eller "det at beskæftige sig med" det abstrakte, det universelle eller det generelle. Modsætning til begrebet idiografisk.
Begrebet normalitet er vigtigt for vor opfattelse af fænomener som godtagbare. Vi accepterer det (der er fortalt os, er det) normale og ser med forbehold på det unormale. På denne måde kan begrebet bruges og misbruges efter (operationel) hensigt og ideologi. Der er altid en norm (afgrænsning ~ hensigt) eller en normdannelse (påvirkning ~ ideologi) som grund for vor accept af eller forbehold overfor et fænomen.
Det statistiske |
|
||
Det naturlige |
Også dette begreb er kendt af de fleste: Vi spørger, hvad der er "naturligt" (naturgivet) og udråber alternativet som unaturligt ~ unormalt.
|
||
Det homeostatiske |
Men hvis naturen selv fastsætter rammerne for det naturlige - kan der så tales om modsætningen normal/unormal? De under Homeostasis omtalte forhold; er de ikke udtryk for naturens rammesætning for normalitet? Ikke éntydigt, for mistede attributter eller egenskaber genskabes ikke uden videre, jfr. fx. skizofreni. Desuden findes der "naturlige" samfundsformationer, der skamferes med vold, og tilsyneladende ikke regenererer. Disse voldsregimenter med deres asymmetri kan vel næppe kaldes normale?! | ||
Det reduktionistiske |
Denne synsmåde forsøger at komme ud over de ovenfor nævnte problemer ved reduktionistisk at udnævne en delsandhed til hele sandheden, eller ved at se bort fra problemerne på andre niveauer, idet den mener, at når disse er løst på dette niveau, følger resten efter. På denne måde erklæres et system for fejlfrit, fordi det består af "fejlfri" enkeltdele. Det Tredje Rige ville blive et fejlfrit "tusindårsrige", når det udelukkende bestod af ariere! | ||
Det normativt-kulturelle |
Vi giver ordet til Johan Galtung, der i det væsentlige har inspireret den foregående fremstilling:"Mot alle disse forsøk kommer da det normativt kulturelle normalitetsbegrepet som kan sies å være mer hederlig: det er normer som definerer hva som er normalt. Men normer, det er ideologi, og det er vel stort sett grunn til å si med Marx at "den herskende ideologi er ideologien til den herskende klasse" - det gjelder selvsagt også for samfunn styrt av folk som kaller seg marxister. Det er interessant å anvende dette på et så viktig begrep som livsstil - hvordan mennesker organiserer alle sine aktiviteter i tid og rom, fra fødsel til død (eventuelt også før og etter hvis dette gir mening for den enkelte). Hva menes for eksempel med den dominerende livsstil? Det er ikke nødvendigvis livsstilen til den dominerende klasse, for den har ofte ressurser nok til å skape sin egen uavhengige stil. Det er heller ikke nødvendigvis den statistisk hyppigste måten å organisere sitt liv på. Men det synes netopp å være den livsstil samfunns-strukturen driver innbyggerne i retning av, med eksplisitte og implisitte normer. Det er altså en idealtype i Max Webers forstand, det som kulturen foreskriver, og det finnes ikke nøvendigvis oppskrevet i noen bok. Det er derfor viktig å se det som en kode for samfunnet, ofte dypt begravet, som en dyp-ideologi de fleste deler uansett hvor forskellige de kan fortone seg fra et overflateideologisk synspunkt. Liberalere og marxister synes således å være forskjellige, men de har begge en forestilling om fremskritt som normalt - fremskrittstanken kan således sies å tilhøre dyp-ideologien og er dermed med på å konstituere et normalitetsbegrep, en forestilling om hva som er normalt, naturlig." (Muschinsky, p. 229) |
Et filosofisk standpunkt der hævder, at en moralsk vurdering ikke kan besidde objektiv betydning. Det betyder bl.a., at man ikke, som i fx Positive Psychology, kan hævde, at der findes en universel opfattelse af begreber som lykke, godhed, harmoni etc.
Forkortelse for Non-Obscene Complex Socially Inappropriate Behavior in Tourette’s Syndrome, hvilket, som navnet antyder, er en (mulig) forekomst ved Tourette syndrom (TS). Den dækker over en lydlig adfærd, der nok er upassende, men ikke (seksuelt) uanstændig. Singer fandt, at NOSI ses hos 41% af patienter med TS.
Dannelse af en (falsk) vi-identitet. Ses fx. ved heldigt udførte sportspræstationer, hvor vi identificerer os med den eller de atlet(er), der har opnået et for landet/klubben hædrende resultat.
Det er kendetegnende for nostrificering, at der til denne kræves en alment, globalt anerkendt, oftest legemliggjort, gerning. Netop sportspræstationer, der rundkastes over mange kontinenter, opfylder kriteriet, men også fænomener som dansk arkitektur, Tuborg og Carlsberg, Tivoli og Legoland, B&O og Lego og Niels Bohr giver os anledning til at føle/hævde, at netop det har vi (i Danmark) forstand på!
