|
|
|
|
|
|
|
Hvem har ikke undret sig over, at vejrforudsigelser ikke altid holder stik, selv om de kommer fra Meteorologisk Institut? Når man ikke kan forudsige vejret, hænger det sammen med, at det er et komplekst system, der er følsomt over for forudsætningerne. Dette betyder, at selv uendelig små forandringer i et nonlineært (komplekst) systems udgangsposition i den sidste ende vil medføre dramatisk forandrede og uventede resultater. Dette fænomen kaldes "sommerfugleeffekten" efter den påvirkning, en sommerfugls vingeslag (teoretisk) har på vejret. Da meteorologerne ikke kan tage dette og utallige andre fænomener i betragtning ved udarbejdelsen af vejforudsigelser, vil resultatet af og til blive et andet, end det, man troede.
På billedet nedenunder ses to kurver, hvis forskel i udgangsposition er så lille, at den er teoretisk. Alligevel bliver kurvernes forløb meget forskellige, og læseren kan måske forestille sig, hvordan de i det uendelige vil optræde som fuldstændig uafhængige forløb.
For psykologien gælder - især efter den neuropsykologiske forsknings nylige landvindinger - at menneskets udvikling ikke følger den stadieopdelte linearitet (det at udviklingen går springvis; fra den ene færdige dannelse til den næste), mange teoretikere har ment at kunne fastslå. Opfattelsen er, at hjernen, hvor mange dele interagerer (samarbejder) ved udviklingsprocesserne, udgør et på mange måder uforudsigeligt system. Fx. betyder denne synsmåde, at et dårligt resultat ved måling af læsefærdighed ikke automatisk bør medføre, at eleven skal trænes i det målte stof, men gives mulighed for at gå videre, hvorved "underskuddet" (ofte) indhentes gennem virksomhed, der kan forklares kaosteoretisk.
Karma - et begreb i buddhismen - kan siges være en psykisk ækvivalent til Newtons teori om aktion og reaktion: fører man et pendul til den ene side og slipper det, vil det uvægerligt svinge tilbage til et tilsvarende sted på den anden side af balanceaksen.
Princippet i Karma er grundlæggende det, at til enhver forandring i sjæl/legeme-komplekset og til enhver hændelse i den ydre verden, svarer en uundgåelig konsekvens.
Ordet katarsis er græsk og betyder renselse (kathairein = at rense). Som begreb dækker det over
De fleste kulturer har gennem historien fremvist religiøse eller lægende (healende) ritualer, hvor emotioner er vakt og tiltaget i intensitet, for til sidst at blive udløst.
Tilstand, hvor patienten bevæger sig stift eller frenetisk eller indtager en kunstig og ubevægelig legemsstilling.
| Indtagelse af en ualmindelig eller bizar legemsstilling, som patienten kan fastholde i lang tid. | |
| Tilstand, hvor patienten kan bøje eller forme sine lemmer, som var de af voks, og fastholde stillingen i lange perioder. | |
| Frenetisk, tilsyneladende formålsløs motorisk aktivitet. | |
| Fastlåst, bevægelsesløs modstand mod alle forsøg på at blive flyttet. Kan være passiv, hvor patienten nægter at flytte sig eller lade sig flytte, eller aktiv, hvor patienten gør det modsatte af det, han/hun bliver bedt om. | |
| Forbliven i en fastlåst legemsstilling for at forhindre, at man bliver flyttet. | |
| Skizofrenilidelse, hvor patienten befinder sig i en bedøvelses- eller sløvhedslignende tilstand, under hvilken han/hun kan fastholde en bestemt legemsstilling, siddende eller liggende, i lang tid - sommetider i flere uger, tilmed måneder. Der ses også mutisme o.a. interne symptomer, ligesom korte udfald af frenetisk aktivitet, af og til med skader på en selv og andre til følge, forekommer. | |
| Indskrænkning i normale, spontane bevægelser og handlinger; ofte ledsaget af et dramatisk fald i reaktivitet overfor hændelser i omgivelserne, af og til som om patienten var bedøvet. |
Forekomsten af ubevidste elementer (i psyken), der er tilstrækkelig følelsesladede til, at de kan påvirke det bevidste liv. Det betyder, at egentlige vrangforestillinger stammer fra det ubevidste, hvorfra de ved at blive "trigget" popper op som fobier, ængstelse, uforklarlig vrede eller andre mere eller mindre alvorlige dysfunktionelle tilstande.
Opslaget er foranlediget af Inge (PD-stud.).
Ordet kateksis er græsk og betyder fastholden. Som psykoanalytisk begreb dækker det over
Man kan sige, at den påvirkede er blevet katekseret, eller at ens ego er blevet genstand for kateksering. I nogle sammenhænge, hvor påvirkningen så at sige reverseres, taler man om antikateksis.
Kateksis kan på mange måder ses som en modsætning til katarsis.
For psykologiens (pkt. 2) vedkommende tales der af og til om kausation, netop for at skelne begrebet fra dets metabetydning. Man taler da enten om
Kelly bygger en teori over sine iagttagelser af, at videnskabsmænd (herunder psykologer) ofte opviser en særegen holdning overfor andre: de virker selvtilfredse og ser ned på deres forsøgspersoner eller klienter. Denne bias (fejltolkning) skjuler, at "almindelige mennesker" også er interesserede i det, der foregår - i virkeligheden har de en videnskabelig interesse:
På denne måde, mener Kelly, bliver virkeligheden oplevet i forskellige perspektiver - den får en særlig logisk konsekvens for den enkelte. Hans teori består af det grundlæggende postulat, at "de menneskelige processer bliver kanaliseret psykologisk i overensstemmelse med den måde, hvorpå individet foregriber dem". (Kelly, 1955). Dette betyder, at uventede perceptioner kan give forskellige udslag hos forskellige personer.
(de første 10 betydninger: ibid.) |
||
| Mennesket foregriber hændelser ved at begribe deres gentagelse. | Skridtet fra teori til hypotese, d.v.s. fra begrebssystem (erkendelse) til foregribelse. | |
| En persons begrebssystem forandres ved den gradvise begribelse af hændelsers gentagelse. | Skridtet fra observation til rekonstruktion, d.v.s. at vi enten fastholder vor livsopfattelse eller ændrer den. | |
| En persons begrebssystem er sammensat af et endeligt antal dikotome (tvedelte) begreber. | Den bipolære begrebsdannelse, svarende til yin og yang. | |
| Enhver person udvikler et begrebssystem, der passer til hans foregribelse af hændelser. Det omfatter et ordnet forhold mellem begreberne | Nostrificering og genkendelse ved forskelle og ligheder er eksempler på denne funktion. | |
| Et begrebs egnethed til foregribelse er begrænset til en endelig række hændelser. | Der findes ikke begreber, der i sig selv dækker alting. | |
| Variationen i et menneskes begrebssystem er begrænset til permeabiliteten (gennemtrængligheden) af de begreber, i hvilke tilpasningsgradens omfang ligger. | Vi udstrækker eller indskrænker vor forståelse i overensstemmelse med vore følelser. | |
| Mennesket vælger selv det alternativ i et dikotomisk begreb(spar), ved hvilket han forventer at få bedst mulighed for at udvide og definere sit system. | De fleste af vore valg foretages i forhold til, på den ene side, udfordring, og, på den anden side, sikkerhed. | |
| Mennesker er forskellige i deres forståelse af hændelser. | Dette er selve teoriens rationale: at vi alle er interesserede i hændelser i vore liv, og at vi opfatter dem personligt. | |
| I den udstrækning et menneske begriber en erfaring på samme måde som en anden person, er hans psykologiske processer ligedanne med den andens. | Selv om vi har egne opfattelser, søger vi legitimation for dem i andres lignende opfattelse. | |
| Man kan successivt indoptage forskellige begrebslige undersystemer, der fornuftsmæssigt er uforenelige med hinanden. | På denne måde bliver hvert individ "et samfund i sig selv". Man kan fx komme ud for, at man må revse sit barn, selv om det byder én imod. | |
| Da Kelly ikke ønskede at blive stemplet som kognitivist, introducerede han begrebet "forandringsbegreber". | Vi kan bevæges til at se verden eller os selv fra én måde til en anden. |
Kierkegaard, der jo gennem hele sit liv kæmpede med det eksistentielle spørgsmål: hvad vil jeg med mit liv?, fremsatte også en stadieteori om mennesket som en syntese af det nødvendige og det mulige. Hvor dyret udelukkende er underlagt det naturnødvendige, gives for mennesket dertil det mulige, hvorved det bryder naturnødvendigheden, hvilket igen betyder, at det står frit i sin virksomhed. På denne måde, mener Kierkegaard, adskiller mennesket sig fra dyret, men da det ikke besidder en uendelig frihed, adskiller det sig også fra guden, der er evig. Således bliver mennesket tvunget til at vælge, hvordan det vil forvalte denne (tvungne) frihed.
Af hans samlede værker kan uddrages tanker om nogle stadier, i hvilke mennesket kan finde sine eksistensmuligheder. Stadierne er altså ikke hierarkiske i den forstand, at de gennemløbes, men er resultatet af bevidste valg, hvor et senere stadium så at sige inkorporerer erfaringerne fra de tidligere, og giver sig i kast med flere og mere komplekse livsspørgsmål, nemlig de eksistentielle problemer.
Den i det følgende fremstillede model tager ikke kronologiske hensyn, men søger at rangordne stadierne (eksistensmulighederne), som Kierkegaard synes at vurdere dem.
| "Spidsborger"/"filister" | Tager ikke ansvaret for det konkrete liv, men lever med den bestemte biologiske arv og i det bestemte miljø, det er vokset op i. | Selv om mennesket er født ind i dette stadie, som altså er kendetegnende for barnet, der ikke forholder sig til sig selv, er det anlagt til at udvikle sig til en person. Dette sker ved skels år: når angsten, der ikke retter sig imod noget eller nogen, melder sig. Det er m.a.o. angsten for friheden. | |
| Hånlig og intellektualiserende. | Da han har indset hulheden hos æstetikeren, men ikke tør tro på, at det etiske kan løse hans livsproblem, holder han det på afstand gennem ironi såvel mod sig selv som mod andre. | Han "har et godt humør, men ingen humor". | |
| Lever i nuet ("I Momentet"). |
Kan skifte livsstil fra det ene øjeblik til det andet. Hvis han finder, at han har foretaget et regelbrud, forsøger han at forsone sig med det: han angrer. Skyld er således udtryk for mangel på sammenhæng i livet, og angeren søger at genetablere sammenhængen. | Etikeren tager livet som en udfordring, han har ansvaret for, hvorfor han, i modsætning til æstetikeren, har en regel for, hvad der er godt og ondt. På denne måde søger han at bringe sammenhæng mellem de enkelte hændelser i livet. | |
| Opgivelse, magtesløshed. | Humoristen har nok lagt det æstetiske og det etiske stadie bag sig, men han tør ikke tro på, at han ved egen kraft kan forsones med idealerne. Der må en indgriben fra guddommen til. | Da humoristen ikke tør tro på guddommens indgriben ("Transcendens"), søger han, vel vidende om at det ikke vil lykkes, gennem humoren at etablere harmoni i tilværelsen. | |
| Inderlighed, "Religiøsitet A". |
Den alment religiøse tror på tilgivelse på trods af, at den strider mod fornuften. | Den alment religiøse adskiller sig fra den kristelige bl.a. derved, at hans gudsforhold er uproblematisk i fht. Religiøsitet B. | |
| Kristelighed, "Religiøsitet B" |
Paradokset i, at den evige gud inkarneres i Jesus Kristus - altså at evighed og tidslighed forenes, fører til det dobbelte paradoks, at både mennesket og guden er paradokser. | Man kan måske sige, at Kierkegaard her er nået til den umulighed det er, på psykologisk grundlag, at forholde sig til alle stadierne. Ikke desto mindre er de jo synlige også i dag, hvorfor man i det mindste må forholde sig empatisk til holdninger, der kunne synes være ude af tiden. |
Selvom der i det foregående er tale om valg i frihed, noterer jeg, at Kierkegaard et sted gør opmærksom på, at den, der ikke vælger én gang for alle, stedse må vælge om igen.
Den psykoanalytiske- og terapeutiske metode til behandling af børn med psykiske forstyrrelser, som udarbejdedes af Anna Freud. Den går i korthed ud på at klarlægge, hvordan jeg'et på forskellige måder søger at etablere en (stabil) ligevægt mellem impulser og forsvar. Gennem sin teorianalyse af overjeg'ets oprindelse, identitet og forandringer i ungdomsårene, giver den et billede af, hvordan det postødipale barn udvikler sig til voksen. Annas opfattelse blev på mange punkter imødegået af Melanie Klein.
Fornemmelse for muskelbevægelser, muskelspænding og af kropdelenes indbyrdes placering.
Flow'et af information til hjernen fra kroppense muskler, sener og led. Kinestesis giver os information om vore bevægelser og vor placering og orientering i rummet.
Den proces, under hvilken en oprindeligt neutral (betinget) stimulus (BS) bliver til en stimulus, der med sikkerhed frembringer en respons, så den neutrale stimulus til sidst frembringer sin egen version af en respons (BR).
I Pavlovs forsøg var en klokkes klang den neutrale (betingede) stimulus. Klokken ringede på samme tidspunkt, hvor maden, den ubetingede stimulus (UB), blev serveret.
Til sidst fremkladte klokkeringningen alene den samme respons (savlen) hos hunden, som tidligere kun kunne fremkaldes af BS = maden. Dette kaldes den betingede respons (BR).
|
Den gren af den praktiske psykologi, der benytter sig af erfaringer fra teoretisk psykologi og klinisk (anvendt) praksis som metode. Til den kliniske psykologis teknikker hører bl.a. kognitiv terapi, adfærdsterapi, psykoterapi og familieterapi.
Piaget studerede barnets kognitive udvikling ved at applicere naturvidenskabelig metode på filosofiske spørgsmål. Hans instrument var epistemologien, eller rettere: den genetiske epistemologi (hvor "genetisk" står for den udviklingsmæssige progression fra ét stadium til det næste), og hovedspørgsmålet var:
Svaret er, at kundskabstilvæksten er en progressiv opbygning af logiske strukturer, der afløser hinanden og inkluderer det lavere - svagere - logiske niveau i det højere og stærkere do. indtil voksenstadiet. Dette forklarer iflg. Piaget, hvorfor børns logik og tænkemåde er så forskellig fra voksnes.
Vygotsky opponerede mod Piagets idealistisk-dialektiske opfattelse, fordi han mente, at det ikke er barnets tillærte færdigheder, der er bestemmende for dets udvikling, men derimod, hvad det står i beredskab for at lære. Ved at gentage Piagets eksperimenter med den forskel, at barnets opgaver vanskeliggjordes (ved fx at blyant og papir manglede, når det skulle til at tegne), fandt Vygostsky og hans medarbejdere Luria og Leontjev, at det, Piaget kalder det egocentriske sprog - dvs. det sprog barnet taler for sig selv for sin egen skyld; et overgangsfænomen af førsocialt sprog, der stille ville dø hen - ved vanskeliggørelsen viste sig som et redskab for tænkningen.
De nævnte fund og den piagetske opfattelse, at et barns modningsproces kan opdeles i indlæring og udvikling, tvang Vygotsky, der desuden i overensstemmelse med den kulturhistoriske opfattelse mente, at det ikke er de naturlige, men de historisk-materialistiske træk hos mennesket, der bestemmer barnets udvikling, til kritisk at gennemtænke Piagets og andres teorier. Han kom frem til teorien om zonen for den nærmeste udvikling, som han selv definerer som "forskellen mellem niveauet for løste opgaver, der kan klares under vejledning og ved voksnes hjælp og niveauet for løste opgaver, der kan klares selvstændigt" (Vygotsky, 1974, p.85).
Kognitiv psykoterapi, introduceret af Beck, benyttes til at forandre dysfunktionelle kognitioner (tanker), følelser og adfærdsmønstre. Grundlaget for denne terapiform er en teori om, at personer med depressioner, angst og andre følelsesmæssige forstyrrelser har fejlindlærte informationsprocesseringsmønstre med heraf følgende adfærdsvanskeligheder.
 |
| Mennesker med anlæg for depression har ofte
negative forventninger til deres omgivelser. Disse forventninger giver dem negative tanker om sig selv (Selv'et), deres
situation nu og deres fremtid.
Manden i trekanten har de problemer, han omgiver sig selv med. Hans tanker medfører depressive følelser og fører, hvis de ikke bliver bearbejdet, til en egentlig depression. Kognitiv adfærdsterapi fokuserer på identificering og forandring af negative tankemønstre. Det er en korttidsterapi, hvor terapeuten er mere aktiv end i mange andre terapiformer. Gennem en stærk alliance med klienten, kan negative tanke- og adfærdsmønstre bearbejdes effektivt. |
Kognitiv terapi er integrativ (inddrager flere entiteter) og tager udgangspunkt i forbindelsen mellem tanker, følelser, kropslige signaler og adfærd.
[fx: Jeg har mistet mit arbejde] |
[angst og magtesløshed] |
[(autonome) fysiske symptomer (hjertebanken, sved, åndenød, svimmelhed)] |
[tanker - underliggende formodninger - skemaer] (Jeg duer ikke. Jeg er en fiasko. Jeg er ikke noget værd.) |
[isolerer sig] |
Med sin teori fra 1957 postulerer Festinger, at "en persons tanker (kognitioner) og disses samtidige uforenelighed med den "psykologiske" modstand imod dem, skaber en motivation til under bestemte forhold at ændre ens grundlæggende antagelser, så de harmonerer med tidligere adfærd - i stedet for at ændre adfærden til et udtryk for ens antagelser." (Festinger, 1957) På denne måde bliver udtryk og handlinger enten relaterede eller ikke-relaterede til noget andet. Relationen kan være enten konsistent (sammenhængende) gennem konsonans (et harmonisk forhold) eller inkonsistent (usammenhængende) gennem dissonans (et uharmonisk forhold).
Dissonans medfører spændingstilstande og/eller stress. Derfor forsøger mennesket at reducere dissonansen; jo stærkere dissonans, desto stærkere motivation. Iflg. Festinger benytter mennesket sig af fem forskellige strategier:
Dissonans opstår oftest i situationer, hvor personen må vælge mellem to uforenelige antagelser eller handlinger. Stærkest bliver dissonansen, når to alternativer er lige attraktive. Holdningsændringer går oftest i retning af det, der kræver den mindste indsats, da dette giver en svagere dissonans. I denne forstand strider teorien imod de fleste andre adfærdsteorier, der ville forvente en mere markant holdningsændring med en tiltagende ansporing (d.v.s. reinforcering).
I praksis kan teorien om kognitiv dissonans fx fungere på den måde, at én person, der ikke kan lide en anden, karikerer eller på anden måde latterliggør denne, for derefter, ved at tillægge karikaturen eller latterliggørelsen sandhedsværdi, at bringe den anden i miskredit. (Var der nogen, der tænkte: "Christiansborg!"?)
Man kan også sige, at ved at forene det surreale (det, nogen eller ideologierne eller magthaverne bilder os ind, er virkeligt) med det reale (det, der er, men ikke registreres, fordi det strider imod det surreale), opstår en kognitiv dissonans, hvor ubehaget ved at vide det, man ikke ved, kan være nok så plagsomt og få den tænksomme til at spørge til sit eget velbefindende.
En almenpsykologisk retning, der vægter de interne, mentale processer. Kognitiv psykologi accepterer således ikke behaviorismens ensidige vægtning af den adfærd, der kan iagttages, men kræver forklaring af den på mentale niveauer, ved mentale repræsentationer, antagelser, intentioner etc.
Selvom kognitive psykologer ofte ses som oppositionelle mod behaviorismen, betyder det ikke, at de er anti-behaviorister. De ser den snarere som ufærdig som en generel teori, der som sådan ikke kan fremvise en kohærent (sammenhængende) beskrivelse af de kognitive processer såsom tænkning, sprog, beslutnigstagen o.s.v.
Iflg. Epstein opererer menneskehjernen med to informationsprocesseringssystemer, nemlig ”erfarings-systemet”, der er et automatisk læringssystem, og ”det rationelle system”, der er et læringssystem baseret på evnen til logisk tænkning. Man kan altså sige, at teorien (Cognitive-experiential Self-theory) sammentænker den psykodynamiske og den kognitive position vedrørende selvet.
Erfarings-systemet er automatisk, førbevidst, nonverbalt, hurtigt, ubesværet, konkret og holistisk, og forbindes med affekt. Det henter sine skemaer fra vor livserfaring og er det samme system, som andre dyr anvender og har anvendt ved tilpasningen til omgivelserne gennem millioner af år.
Det rationelle system er et tanke-system, der arbejder bevidst, fortrinsvis verbalt, langsomt, besværligt, abstrakt, analytisk og forbindes med kognition. Det henter sine grundlæggende antagelser gennem logiske slutninger og har en kort evolutionshistorie, der stort set svarer til homo sapiens'.
De to systemer opererer både parallelt og interaktivt. Således vil de fleste mennesker normalt udleve det rationelle system i deres hverdagsgøremål, medens erfaringssystemet aktiveres under stress (i bred forstand).
I jungiansk psykologi betegnelse for et strukturlag i psyken, der indeholder medfødte elementer, forskellige fra det personlige ubevidste. Jung anfører, at dette lag indeholder den menneskelige evolutions hele åndelige arv, genskabt i hvert individs hjernestruktur.
Han udledte sin teori om det kollektive ubevidste som følge af de, efter hans mening, allestedsnærværende psykiske fænomener, der ikke kunne forklares ud fra personlige erfaringer. Iflg. teorien vil en tiltagende indsigt i det personligt ubevidste også afsløre mere af de frodige lag af symboler og temaer i det kollektivt ubevidste.
Psykologiens traditionelt grundlæggende komponenter er kognition, affekt (emotion) og konation. Medens kognition forbindes med de processer, der fører til viden og erkendelse, altså kodning, lagring, processering og genkaldelse af information, beskæftiger de affektive processer sig med den emotionelle (følelsesmæssige) tolkning af perceptioner, information og erkendelse. Man kan sige, at hvor kognition beskæftiger sig med spørgsmål om det, der skete eller sker, og dets betydning, er det affektives opgave at besvare spørgsmål om individets følelsesmæssige forhold til mennesker, ting, idéer o.s.v.
Ved det konative forstås iflg. Bagozzi (1992) forbindelsen af viden og affekt med adfærd. Det er motivationens personlige, intentionelle, planmæssige, overlagte, målrettede eller stræbende komponent, altså det proaktive, ikke-vanemæssige aspekt af adfærden. Det lægger sig op ad begrebet villen i betydningen viljesakt eller det at tage beslutninger om, hvad der bør gøres. På denne måde bliver det konative moment helt afgørende for individets selvkontrol og selvregulering. I det daglige møder vi konative udfordringer i spørgsmål som
Bagozzi hævder, at en af årsagerne til at kognitionsforskere ikke overbevisende er i stand til at forudsige adfærd er, at de ser bort fra de konative strukturers indflydelse på adfærden. Det er da også objektivt sandt, at konationsforskningen i nutidig psykologi befinder sig i skyggen af kognitions- og affektforskningen. Barell hævder, at udvikling af (skole)elevers konative evner (selvkontrol og selvregulering) er en af de vigtigste socialpsykologiske opgaver, skolen og forældrene må se i øjnene.
Konfliktteorier udgår fra den antagelse, at mennesker nok er omgængelige men også konflikt-tilbøjelige. Konflikter opstår først og fremmest som følge af, at (voldelig) tvang altid er til stede som en potentiel ressource. Brugen af tvang fremkalder konflikt i form af modstand imod at blive domineret, såvel politisk-økonomisk som følelsesmæssigt. Den samtidige eksistens af solidaritetsfølelse forøger risikoen for gruppedannelse og taktisk spil mellem grupperne, hvilket igen nærer konflikten. Summarisk kan dette opstilles i følgende interessemodsætningspar:
Marx må vel siges være modernitetens konfliktteoretiker par excellence hvad det politisk-økonomiske angår. Hvad der dog primært interesserer psykologien er fx. Sherifs konfliktteori, der siger, at grupper kommer i konflikt med hinanden, fordi de konkurrerer om materielle eller immaterielle (politiske) goder. Denne teori blev efterprøvet ved det såkaldte Robber's Cave eksperiment.
Den proces i hvilken mennesker i en gruppe eller i en social situation er optaget af en adfærd, der synes at være socialt acceptabel, d.v.s. passende for de sociale forventninger i situationen.
Konformitet opdeles ofte i to hovedformer: tilpasning, der er konformitet trods indre uenighed om adfærden og internalisering, der er konformitet som resultat af en indre indforståethed med adfærden.
De nævnte hovedformer kan igen opdeles i
Asch gennemførte et klassisk eksperiment, hvor han instruerede en del af en gruppe mennesker til at lade, som om de fejlbedømte længden af en linie. De medlemmer, der ikke var blevet instrueret, følte en stærk tilskyndelse til konformitet - altså at antage den forkerte bedømmelse som den rigtige.
Iflg. Bruner er læreprocesser lig med konstruktion af nye idéer eller begreber, baseret på den lærendes nuværende og tidligere indhentede viden. Eleven udvælger og omdanner information, danner hypoteser og tager beslutninger i tillid til sin kognitive struktur. På baggrund af den aktive dialog ("sokratisk læring") udfordres elevens aktuelle forståelsesniveau, idet det nye stof organiseres i en spiralform, så der bygges på det fundament, eleven besidder i forvejen.
Bruner (1966) mener, at en undervisningsteori bør tilgodese flg. fire hovedaspekter:
Bruner har senere udvidet denne måde at tænke læringsstrategi på til også at gælde for læring i sociale og kulturelle sammenhænge.
Når individet ved en ydre begivenhed oplever en alvorlig trussel på sin fysiske eksistens, sociale identitet og tryghed eller andre livsmål, taler man om en traumatisk krise. Den omtalte begivenhed kan være tab (trussel om tab) af noget, som har værdi for den pågældende, krænkelse (trussel om krænkelse), der går ud over selvfølelsen, eller oplevelse eller gennemlevelse af en katastrofe.
Den styrke, hvormed krisen manifesterer sig, afhænger af traumets dybde. Tabet af et betydningsfuldt medmenneske vil nok medføre (måske livslang) sorg, men i almindelighed vil de fleste klare sig igennem den ved hjælp af andre nærtstående og egne ressourcer. Disse situationer kaldes udviklingskriser.
I de tilfælde, hvor tabet er så afgørende for ens tryghed i tilværelsen, at krisens styrke ikke alene lader sig forklare ved den udløsende årsag, tales der om, at krisen er overdetermineret.
|
|
||
Traumatisk krise |
Midlertidig særlig støtte (fx. af venner), evt.
ekspertrådgivning og sygemelding i kortere tid. |
Akut eksperthjælp, evt. sygemelding og
medicinering, efterfulgt af samtaleterapi. |
Udviklingskrise |
Samtaler med venner og pårørende. |
Samtaleterapi, evt. indlæggelse på sygehus. |
Fase
|
Varighed
|
Kendetegn
|
Den akutte
fase |
ca. 1 time - 1
dag |
For nogle et
chokstadium af kort varighed, hvor det indre kaos hersker - også på trods af en tilsyneladende ro. Andre reagerer
udad med råb og skrig eller ved at fare omkring eller krampagtigt klynge sig til andre. |
Reaktionsfasen
|
Variabel; fra
nogle uger til flere mdr. |
Søvn- og
appetitforstyrrelser, kropslige reaktioner, angst, overdrevent alkohol- og/eller medicinforbrug, der almindeligvis dog aftager
(evt. periodevis), hvorved den ramte kan gå videre i forløbet. |
Bearbejdningsfasen |
Variabel; fra ½ - 1 år |
Ved kompliceret traumatisk krise ses psykoser af reaktiv art, ofte efter nogle uger med søvnløshed mv. Ved indkapsling
forstås en dårligt bearbejdet krise, hvor en tilsyneladende tilfredshed med forløbet dækker over angst og mistænksomhed, manglende
evne til at glædes over livet og ensomhedsfølelse. |
Nyorienteringsfasen |
Individuel |
Erkendelse af at livet må gå videre. Man indstiller sig på tilværelsen uden det tabte eller med erindringen af krænkelsen eller
katastrofen. En velgennemlevet nyorienteringsfase kan ofte give sig positive udtryk i den ramtes syn på sig selv og sine
omgivelser. |
Egentlig titlen på den danske oversættelse af en af Freuds værker, Das Unbehagen in der Kultur (1929c), men også en dækkende term for det, at "kulturmenneskets seksualliv er svært beskadiget". Hermed mente Freud, at kulturens fremskridt var sket på bekostning af menneskets frihed, herunder specielt seksualfriheden. Libidoinvestering er iflg. Freud ikke alene et anliggende for den enkelte til opnåelse af lykke, men også et middel til opnåelse af menneskelig forbundethed, m.a.o. samfundsdannelse og kulturel udvikling.
Da nu kulturens opgave er at forhindre sin egen undergang, udvikler den til forsvar imod denne et "over-jeg", der svarer til den til enhver tid herskende moralopfattelse, med driftsafkald og skyldfølelse for aggression. Derfor kan man sige, at kultur medfører skyldfølelse. På denne måde opstår kampen mellem menneskets to grunddrifter: livsdiften (eros), der opbygger, og destruktionsdriften (thanatos), der søger at beherske naturen og dermed menneskets egen potentielle undergang.
Russisk (sovjetisk) teori om individets psykologiske udvikling, grundlagt af Lev S. Vygotsky, A.N. Leontjev og A.R. Luria i 1920-30: Barnet udvikles gennem social-symbolsk aktivitet, formidlet af tegn, i samværet med voksne. Først læres de generelle sociale færdigheder og kundskaber, dernæst individualiseres og selvstændiggøres de. På denne måde ses mennesket på den ene side som objekt for de givne livsvilkår, på den anden som (kultur)skabende subjekt - og virksomhedsteoriens tese om subjektets og objektets samtidige sammenhæng og adskilthed er etableret.
Det fænomen, at det, vi foretager os "tager farve" af vort humør, indstilling, livsvilkår etc. Der er en kortsigtet variant (på engelsk Feel-Good, Do-Good Phenomenon), der viser sig i det daglige, afhængig af, hvordan dagen er begyndt (en dårlig eller god start på dagen sætter sine spor på resten af den).
Den langsigtede variant ses over tid, hvor man fx i en ansættelsessituation eller en forelskelsesperiode nok kan opvise en sympatisk attitude, men senere viser sig at have et vanskeligt sind el. lign., hvilket kan få konsekvenser langt ud over ens egen virksomhed - eller omvendt.
Kulturpsykologien søger at se ud over de traditionelle grænser, der adskiller socialvidenskaberne. Dette betyder, at man så at sige må opfinde et nyt sprog, der lægger sig ovenpå de specifikke discipliners fagjargon. De omtalte (sub)discipliner er fx. socialkonstruktivismen, diskursiv (teoretisk) psykologi, bourdieusk sociologi og den kulturhistoriske skole.
Den nedenfor oplistede "programerklæring" for kulturpsykologisk forskning er generel og stammer fra universitetet i Nijmegen, Holland, hvor vistnok de første skridt på området blev taget for ca. 40 år siden. Der eksisterer - også i Danmark (fx. Peter Berliner) - mere eller mindre individuelle forsknings-programmer, hvis indhold varierer fra forsker til forsker.
Selvom dette flygtige, uindhentelige begreb jo oftest ses søgt beskrevet og forklaret i kunsten, har forskellige psykologer ikke kunnet dy sig for at gøre deres, for at tæmme det og få det ind i en mere rationel fold. En af disse er Sternberg, der fremsætter sin triangulære teori om kærlighed. Han udgår fra tre hovedfølelser:
og tre forelskelseskvaliteter (niveauer af forholden-sig-til den elskede):
hvis "rigtige" konstellation medfører den fuldendendte kærlighed.
Illustrationen viser, hvilke egenskaber ved forholdet til den anden kendetegner et givet følelsesmæssigt engagement. Af skemaet herunder ses, ved hvilke følelseskonstellationer - efter Sternbergs opfattelse - kærlighed er tilstede:
forelskelse |
eller svag |
eller svag |
|
forelskelse |
eller svag |
||
forelskelse |
eller svag |
||
forelskelse |
Du kan teste din egen forelskelses kvalitet her.
Coontz' analyse af privatlivets sociale oprindelse resulterer i nogle for socialpsykologien væsentlige betragtninger. Disse gengives her i skematisk form.
|
|
|
|
| "Traditionelle" mands- og kvinderoller er ikke særlig traditionelle. | Coontz sammenligner 1950er-familien med den viktorianske 1800-talsfamilie og finder ingen signifikante ligheder dem imellem. | Forskellen er massemedie- og forbrugs-kulturen; altså kræfter udenfor familien (som jo også senere tvang kvinderne ud på arbejdsmarkedet). |
| "Familieværdier" var historisk set en forud-sætning for individual-ismen. | De nævnte kræfter udenfor familien udvikledes dog ikke uafhængigt af familieformen og de kønsroller, den var indbe-fattet af. Tværtimod gav den rigide (fastlåste) rolleadskillelse mændene mulighed for at danne nye økonomiske og politiske institutioner, baserede på egeninteresse, upersonlige og ufølsomme kontraktlige forhold, selvtilfredsstillelse osv. | De traditionelle kønsroller har historisk set ikke været noget forsvar mod samfundets moralske forfald, men snarere en afgørende faktor ved svækkelsen af de sociale bånd i form af forpligtelse overfor andre, tilknytning osv. |
|
Konklusion:
Rigide kønsroller fungerede ikke, fungerer ikke og vil aldrig komme til at fungere. |
Vor forestilling om de traditionelle kønsroller er falsk: selv i den mest rigide form - den viktorianske familie - søgte og fik kvinderne hengivenhed hos andre kvinder. Selvom vi forsøgte at implementere den "traditionelle" rolle-fordeling i dag, ville tiden vise sig at have løbet fra den. De undtagelsestilfælde af familier, hvor den "traditionelle" rolle-fordeling kunne fungere for den enkelte kvinde og den enkelte mand, ville på ingen måde kunne danne norm for hele samfundet. |
"Traditionelle" kønsroller er ifølge deres natur modstridende, ikke kun på det personlige og interpersonlige, men også på det samfunds-mæssige plan. |