|
|
|
|
|
|
|
Det'et i Freuds personlighedsmodel. Den eneste del af personlighedsstrukturen der er medfødt og fuldt udviklet gennem det første leveår. "Id" er fællesbetegnelsen for de ubevidste psykiske drifter, der leverer energi til livsforløbet. De to slags drifter er "libido" (besiddetrang) og "aggression" (ødelæggelsestrang), der fungerer efter lystprincippet: de kræver umiddelbar og fuldstændig tilfredsstillelse.
Et begreb med mange betydninger. Her skal nævnes nogle af de almindeligste:
Foruden at skabe sin personlige identitet, baseret på behovet for at være noget unikt, stræber mennesket også efter en gruppeidentitet; tilhørsforhold til forskellige grupper: familie, etnicitet, arbejde, fritidsinteresser o.s.v. Gruppeidentiteten hjælper, sammen med opfyldelsen af kontaktbehovet, mennesket til at definere sig selv, såvel over for sig selv som over for andre.
Se også Poul Ricoeur - Jeg'et og Selv'et
Et psykologisk system der relaterer sig til eller beskæftiger sig med det konkrete, det individuelle eller det unikke siges være idiografisk. Modsætning til nomotetisk.
En person med en sjælden form for (autistisk) mental retardation, hvis kendetegn er, at vedkommende er intellektuelt ekstraordinært veludviklet på et eller ganske få afgrænsede områder. Eksempel: Raymond i filmen Rain Man.
Som følge af denne definition er idrætspsykologer interesserede i, hvordan deltagelse i idræt, sportstræning og fysisk aktivitet i almindelighed understøtter den individuelle udvikling og det personlige velbefindende gennem livet.
I praksis bliver idrætspsykologer benyttet til
| Dette er sportspsykologers almindeligste ydelse. Enten finpudses gode udøveres mentale strategier, eller mindre gode udøvere hjælpes til at komme over det, der forhinderer dem i at yde deres bedste. |
| Såvel forældres, som træneres og atletens egne forventninger kan lægge et pres på udøveren, der kan være ødelæggende for præstationen. Dette pres kan psykologen lette ved passende intervention. |
| Idrætspsykologer uddanner trænere og ledere, så tilfredsstillelsen og glæden ved udøvelsen øges, samtidig med, at unge udøvere udvikler en sund selvværdsfølelse. |
| Både det, at affinde sig med inaktivitet efter at have trænet med et bestemt mål for øje og det at udholde smerte, fysioterapi og ventetid, kan til tider afhjælpes eller gøres udholdeligt ved psykologens mellemkomst. |
Idrætspsykologer er ofte også uddannede i sportsudøvelse, enten som aktive, trænere eller ledere.
En term, indført af Murray, for det syndrom, der kendetegnes ved fascination af ild, sengevædning, udødelighedsdrømme, narcissisme, høje, men urealistiske ambitioner og dumdristighed.
Redelmeier og Tversky (1996) fulgte i 15 måneder 18 patienter med ledegigt. I samme periode optog de nøjagtige meteorologiske data. Praktisk taget alle patienter var overbevist om, at deres tilstand korrelerede med vejret, men i virkeligheden var korrelationen tæt på 0.
Dette er et eksempel på, at vi ofte antager, at ting korrelerer, selv om de i virkeligheden ikke gør det. Når vi begår disse fejl, søger vi at "bevise", at vi har ret, eller også tror vi simpelthen på, eller forudsætter, korrelationen.
Det modsatte af illusorisk korrelation er usynlig korrelation, hvor vi "går glip af" en virkelig korrelation. Fx gik der lang tid, før den medicinske videnskab indså sammenhængen mellem rygning og lungekræft.En gruppe eller klasse af forstyrrelser, hvis fællestræk er, at den ramte ikke kan modstå en impuls eller fristelse til at udføre en handling, som i sidste ende viser sig være skadelig for ham/hende selv. Når disse tilstande får suffikset (endelsen) -mani, skal dette forstås i betydningen lidenskab, jfr. ludomani = spillelidenskab. Det selvstændige begreb mani har en anden betydning.
Impulskontrolforstyrrelser betragtes som angstfænomener og behandles psykologisk med kognitiv adfærdsterapi.
Adlers psykoanalytiske indfaldsvinkel. Det centrale begreb er mindreværd, og vanskeligheden ved menneskets livsvilkår er kampen mod bevidst eller ubevidst mindreværdsfølelse såvel i psykologisk som i fysisk og social kontekst.
Begreb i den analytiske psykologi, der henviser til Selvets, personlighedens, modnings- og differentierings-proces.
For at komme i kontakt med Selvet, må individet iflg. Jung først komme i berøring med Skyggen (og Anima/Animus). Rækkefølgen er sekventiel, og selvom det kan være fristende kun overfladisk at beskæftige sig med Skyggen, er det her, processen begynder.
Første skridt er ganske simpelt at erkende, at Skyggen findes. Selvom det lyder indlysende, findes der mennesker, for hvem tanken om, at de også har en mørk side af selvet, er meget ubehagelig. Ikke desto mindre er netop dette en hovedbegrundelse for som det første at arbejde med Skyggen. Gennem dette arbejde kan den enkelte projicere det, han/hun har svært ved at vedkende sig, ud.
Jung skelner mellem følelse og emotion. Følelse er den funktion, der fastlægger, hvad "noget" eller "nogen" er værd. Emotion er den affektive og ufrivillige reaktion på et aktivt kompleks (en fysiologisk repræsentation af psykiske fænomener).
Ved evnen til genkendelse af, hvad ydre påvirkninger gør ved én, kan individet (ind)se, hvordan han/hun kan forholde sig konstruktivt til situationen.
Når vi drager slutninger, vælger vi enten at deducere eller at inducere. Medens deduktion bygger på logik, bygger induktion på empiri (erfaring).
Induktion (induktive slutninger, erfaringsslutninger) er slutninger, hvor præmisserne (forudsætningerne) underbygger konklusionen, men ikke medfører den logisk. Specielt gælder, at induktion forudsætter kvantificering (angivelse af en mængdeværdi). Eksempel:
Præmis:
Alle dybtgående psykiske problemer, som psykologer har set hos deres klienter, har vist sig at bero på oplevelser i den tidlige barndom.
Konklusion:
Altså beror alle psykiske problemer på oplevelser i den tidlige barndom.
Læg mærke til, at det er muligt uden selvmodsigelse at benægte konklusionen, selvom man hævder præmisserne. Denne mulighed er et særkende for erfaringsslutninger, som altså medgiver en mulighed for tvivl:
Russell fortæller om en kylling, som i hele sit liv hver morgen af bonden er blevet fodret med frø. Den er blevet så vant til at blive fodret af bonden, så den ved, at hans skridt i hønsegården betyder mere frø. En morgen høres igen skridt i hønsegården. Bonden kommer - og vrider nakken om på kyllingen.
Aristoteles, som (måske) er den første induktivist, forsøgte at opstille et filosofisk helhedssystem ved systematisk at bearbejde erfaringsmateriale. Dette arbejde må siges indeholde kimen til mange videnskaber, herunder psykologien, der benytter sig af induktive slutninger. For psykologien betyder det fx., at psykologiske tests anses for valide, når de er standardiserede ved et stort empirisk materiale.
En betegnelse for
Adfærden er m.a.o. infantil.
Kepinskis psykofysiologiske betegnelse for den menneskelige psyke. Den består af to lag eller dele: det ubevidste og det bevidste, der er hinandens begrænsende betingelser.
Den første del omhandler de ubevidste processer, der udtrykkes ved sindstilstande og emotionel farvning. I dette lag beskæftiger vi os på en ene side med en vag emotionel tilstand, på den anden med mere afgjorte (definitte) følelser. Det ubevidste område er ikke strikte forbundet med, eller integreret i, det bevidste, men de to lag er ikke, som i psykoanalysen, modsatrettede kræfter, der forbliver i en tilstand af konflikt.
Den anden del af informationsmetabolismen kan defineres som en slags førbevisthed, eller conditio sine qua non (en betingelse, uden hvilken ingen) bevidsthed. Den residerer i det bevidste lag af vor psyke og har som opgave at frembringe repræsentationer ("billeder") af virkeligheden. Repræsentationer er ikke udelukkende spejlinger af objekter i omgivelserne, ligesom verden udenfor ikke udelukkende er præget i subjektet. Der er snarere tale om nyttige strategier eller modeller for coping med virkeligheden og mulighederne for handling.
Idéen "informationsmetabolisme" implicerer ikke begreber fra kognitiv videnskab (cognitive science), men er derimod et begreb om den legemliggjorte og miljøbestemte ånd, hvor viden er ubrydeligt forbundet med virksomhed. Viden er ikke antagelser, men et resultat af praktisk og oplevet engagement i virkeligheden.
Det kognitive system er hierarkisk organiseret. De simpleste perceptionssystemer findes nederst i hierarkiet og de mest komplekse (fx hukommelse og problemløsning) i toppen af det. Information kan sive såvel opad som nedad i systemet. Ved nedsivning kaldes det en top-down processering og ved den opadgående strøm en bottom-up processering.
De lavere niveauer sorterer og beskriver indkommende perceptuel information og videresender beskrivelsen til højere niveauer for en mere kompleks bearbejdning.
For top-down processerne gælder, at informationer, der perciperes af systemet, påvirkes af, hvad individet allerede ved om informationen, eftersom informationer om tidligere oplevelser lagres i systemets højere niveauer.
Nogle opfattelser af top-down processering hævder, at alle informationer, der kommer ind i systemet bliver påvirket af, hvad systemet allerede ved om verden. Andre, fx Fodor i sin modularitetsteori, hævder, at top-down processering kun forekommer på bestemte tider i nogle dele af det kognitive system. Han afviser m.a.o., at al lagret information kan påvirke al indkommende information.
Det er nemmere at genkende intelligens end at indkredse og validere dens attributter (dvs. at definere og værdifastsætte intelligens). Begrebet intelligens indgår i vor daglige konversation og kan beskrives leksikalt, men det har ingen videnskabelig definition - det er simpelthen uvidenskabeligt.
Alligevel prøver den ene videnskabsmand efter den anden kræfter med begrebet. Det er, som om dets iboende magi, der siger, at intelligens fører til magt, lokker dem til at forsøge at blive den, der endegyldigt forklarede det - og på denne måde altså måtte anses for primus inter pares. Thorndike kan siges være en undtagelse fra denne stræben, idet han simpelthen anser intelligens for "det, man måler ved intelligensprøver". Altså nonsens!
Kognitive (tænkning, ræsonneren,
problem-løsning) ctr. "hormiske" (emotioner,
følelser, lidenskab, vilje) aspekter. Der er individuelle forskelle mht. intellekt og personlighed. |
"Den gud der skabte os, har indlagt
forskellige metaller i os: Guld i dem,
der er egnet til at regere, sølv i dem, der skal udføre disses befalinger og en legering af jern og messing i dem, hvis opgave det vil være at dyrke jorden og
fremstille varer." |
||
Intelligens er en almen evne, der adskiller
sig fra, og supplerer, mere specialiserede kognitive evner. |
Basis for udvikling og indførelse af
testværktøjer og metoder, hvorved
spørgsmål om forholdet mellem forskellige kognitive evner og almen intelligens kunne besvares. |
||
Antagelsen, at kvantitativt målbare
evner (farvediskrimination, tidsopfattelse, fin-motorik etc.) korrelerer med intelligensen. |
Udvikling af "intelligenstests" hovedsagelig
på baggrund af sensoriske og motoriske funktioner. | ||
Intelligens er aldersbetinget. |
Intelligenskvotienten = 100
gange "mental alder" divideret med kronologisk alder. |
||
To-faktorteorien: Enhver intellektuel
aktivitet består af to komponenter: en
specifik for den bestemte aktivitet og en generel for alle intellektuelle aktiviteter (g-faktor). |
Udformede "faktor-analysen", der skulle
give statistiske belæg for prædominansen af den generelle intelligens = g-faktor. |
||
Almen intelligens er en funktion af antallet af strukturelle bindinger (eller
stimulus-respons forbindelser), der er dannet mellem specifikke mentale evner. |
Løsning af et hvilket som helst problem vil være resultatet af aktivering af
mange af disse bindinger. |
||
Spearmans g-faktor* er et kunstigt begreb,
der opstår af nogle grundlæggende
mentale evner, såsom spatial visualisering, perceptuelle evner, verbal forståelse etc. |
Bevis for, at de grundlæggende mentale
evner danner basis i et hierarki, hvor evnerne først danner verbale, numeriske og logiske grupperinger, hvorefter de samles i det spearmanske g, gav
Thurstone anledning til at udforme en mere sofistikeret faktor-analyse. (Af interesse her kunne være historien om Cyril Burt, der også ville
"være med": Han ville påvise, at arv og miljø spiller en rolle for intelligensen. Uheldigvis for ham, blev han afsløret i at have fusket
med sine data!) |
||
Intelligens er en iboende konstant i individet. |
I modsætning til Binet's opfattelse om intelligenskvotienten (IK) som foranderlig med alderen, opfattede Wechsler den som statisk og definerede intelligens
som evnen til at handle hensigtsmæssigt, tænke rationelt og forholde sig aktivt til omgivelserne. På denne baggrund konstruerede han nogle
intelligenstests, der dels siger noget om, hvordan personen udtrykker sig mundtligt og hvordan han/hun forstår det,
der siges (de verbale delprøver), dels måler evnen til at opfatte spatiale (rumlige) sammenhænge (performance-prøverne eller de
non-verbale prøver). På baggrund af de verbale og de non-verbale dele for sig og den samlede test, kan der udregnes intelligenskvotienter for
testpersonen. I Danmark er man normalt varsom med at anvende IK-begrebet.
|
||
Intelligens er en kvalitativ egenskab, der udfolder sig i individet. |
Barnets følelsesmæssige, konkrete og subjektive intelligens udvikles til den
voksnes abstrakte og objektive intelligens. |
||
Der er tre sæt ("classes") variabler: 1. De
fem operationer: kognition, hukommelse, logisk tænkning, kreativ tænkning, vurdering ("evaluation"), 2. Grunden for oprerationerne: billeder, symboler,
begreber, non-verbal social perception. 3. Seks resultater af operationerne: enheder, klasser, relationer, systemer, transformationer, implikationer.
|
Guilfords system medførte 5 gange 4 (idet det visuelle og det audutive slås sammen til "sansning")
gange 6 = 120 forskellige faktorer
(eller evner), der bidrager til intelligensen. Han forsøgte ved faktoranalytiske metoder at afdække og bevise deres eksistens, men nåede ikke hele raden
igennem. |
||
g-faktoren* kombinerer to distinkte generelle evner: "krystalliseret" og
"flydende" intelligens. |
Krystalliseret intelligens henviser til kulturelt induceret kundskab: ordforråd, talforståelse, mekanisk viden, medens flydende intelligens relaterer til den iboende perceptuelle evne og evnen til at ræsonnere. |
 |
 |
Nutidige "intelligensforskere" som Gardner og Goleman, med hhv. de multiple intelligenser og følelsernes intelligens viser, at emnet stadig er kurant. Larsen foreslår, at intelligens erstattes med "kompetencer, trinløst fra musik til matematik", idet han opfatter den menneskelige hjerne som "et åbent system, der med sit overvældende antal neurale kombinations-muligheder er i stand til at erhverve et trinløst spektrum af kompetencer". (Folkeskolen, nr. 7/2000, p.50).
Se også Begavelse.
Et point-system, oprindelig til at udtrykke forholdet mellem et barns mentale alder og dets kronologiske alder med, indført af franskmanden Alfred Binet. Han mente, at man kun kunne bruge kvotienten (100 = normal) som udtryk for barnets aktuelle stade, idet hans grundantagelser var, at
W. Stern, der var influeret af Binets forskning, var kritisk overfor de hidtidige fund og udviklede således tanken om at udtrykke intelligens med et enkelt tal, intelligenskvotienten. Ved at definere intelligens som "individets almene evne til bevidst at tilpasse sin tænkning efter nye krav,…en almen evne til adaptation vedrørende nye problemer og livsbetingelser" kunne to individer tilpasse sig til en ny sitution med forskellige indfaldsvinkler, men alligevel udvise "teleologisk ækvivalens" (formålsbestemt (værdi)lighed), hvis tilpasningens udkomme var ligeværdigt.
Stern så på de enkelte testresultater som udtryk for en bestemt "mental alder", der kunne sammenlignes med det enkelte individs "kronologiske alder". Intelligenskvotienten fremkom herefter ved en division af den mentale alder med den kronologiske alder.
Et begreb, der, populært sagt, adskiller det bevidste fra det ikke-bevidste. En intention er en hensigt eller bestræbelse - hvilket vi ikke kan tillægge det ikke-bevidste. Følgelig skulle intentionalitet være en egenskab ved mennesket. Så langt kan de fleste tænkere være enige. Det spørgsmål, der bliver kontroversielt er, hvorvidt alt levende besidder intentionalitet.
Argumentet for at benytte begrebet i den radikale betydning er, at der i det levende er indlejret en intentional bestemmelse eller evolutionær intentionalitet (Hoffmeyer), der sikrer dets overlevelse. Diskussionen kan siges være gammel (se Epimetheus og Prometheus), og den drejer sig vistnok om, hvorvidt vi skal kunne fremhæve mennesket som noget unikt i skaberværket.
I psykologien taler man om intentionalitet som rettethed (mod noget); altså de fleste (men ikke alle, fx. depression eller angst, der er udifferentierede tilstande) mentale eller kognitive tilstande, der retter sig mod objekter, hændelser og sagsforhold i omverdenen. Fx. indebærer et kognitivt udsagn om at "det ser ud til at blive tordenvejr" intentionalitet. Det samme gælder "nu ville det være rart med en kop kaffe".
Overordnet er opfattelser, intentioner, behov, formål etc. omfattet af begrebet intentionalitet.
I psykoanalysen ses internalisering som den proces, i hvilken forældrenes holdninger og værdier bliver videreført i barnet.
Socialpsykologien og personlighedspsykologien studerer bl.a., i hvilken grad individet tilskriver sin adfærd internaliseret motivation.
Barnet, der lærer at tale, er i gang med at internalisere sprogets grammatiske regler.
vedkender sig sine problemer og konflikter |
projicerer sine egne problemer ud på andre |
Interpersonel teori omhandler menneskers karakteristiske adfærdsmønstre, som de forandres i vekselvirkningen mellem dominans og underdanighed, fjendtlighed og venskab. Den interpersonelle teori deler denne dimension med tilknytningsteorien.
Teorien om det interpersonelle er trestrenget og omfatter komplementaritetsprincippet, princippet om vektorlængde og princippet om cirkumpleks (om en cirkel ordnet) struktur.
Komplementaritetsprincippet går ud på, at mennesker i dyadisk interaktion ("tosomhed") forhandler sig frem til en definition af deres relation, idet de benytter såvel verbale som nonverbale tegn.
Princippet om vektorlængde (et mål for statistisk afvigelse) argumenterer for, at netop vektorlængden i den interpersonelle cirkel foroven er et mål for psykopatologi (psykopatologisk afvigelse). Fx har mennesker med en rigid (fastlåst) og ufleksibel personlighed i almindelighed flere problemer (selvom de er ufleksible i en venlig retning), end mennesker med en fleksibel og adaptiv (tilpasningsdygtig) personlighed (selvom de almindeligvis er mere fjendske end venlige).
Princippet om cirkumpleks struktur udsiger, at de variabler, der måler den interpersonelle relation befinder sig i en cirkel i et todimensionalt rum. Et cirkumpleks kan ses på tre i stigende grad begrænsende og målbare måder:
Et cirkumpleks kan ses som en brugbar billedlig gengivelse af et bestemt domæne (område).
Et cirkumpleks kan ses som indeholdende en cirkulær orden, så variabler, der ligger tæt op ad hinanden, er mere beslægtede end variabler, der ligger længere fra hinanden på cirklen. Specielt er modstående variabler og variabler, der står vinkelret på hinandnen, ubeslægtede.
Et cirkumpleks kan udvise en struktur, hvor alle variabler er fordelt på cirklen med indbyrdes samme afstand. (Eksakt cirkumpleks struktur kan afdækkes ved kompliceret testning.)
En term for det skjulte "spil", der foregår mellem to eller flere personer i deres interaktion, uanset dets karakter af fx venskabelighed eller det modsatte, beregning eller det modsatte osv.
Anvendes som term for alt, der formodes at opstå eller ske i den enkeltes sind.
Anvendes også som term for interaktion(er) mellem indre, skjulte faktorer; fx såkaldte intrapsykiske konflikter, der henviser til konflikter mellem antagelser, behov, drifter etc.
Reflektion over ens subjektive oplevelse. Kan være rettet mod såvel påvisning af tilstedeværende eller fraværende følelser som påvisning af komplekse tankeprocesser.
Den vigtigste faktor, der adskiller islamisk psykologi fra "moderne", vestlig, sekulær psykologi er selve grundlaget. Islamisk psykologi baserer sig - i modsætning til den menneskelige spekulation, der præger vestlig psykologi - på den guddommelige åbenbaring i Koranen og dens forklaring i Sunnah. På denne måde giver islamisk psykologi ikke mulighed for menneskelige gisninger, forestillinger eller spekulationer - heller ikke ved studiet af sindet (sjælen).
Den islamiske psykologi hævder, at den "moderne" psykologi, ved at benytte termen sind, reducerer begrebet psyche = sjæl til noget materielt, dvs. til noget det ikke er. Forklaringen er, at psykologi i vestlig forstand er transformeret til videnskab, hvilket forudsætter observation og eksperimenter. Da sjælen unddrager sig disse forudsætninger, kan den ikke studeres videnskabeligt. Konklusionen er, at psykologi som sjælelære ikke er videnskabelig.
Som adfærdslære derimod, kan psykologi ikke praktiseres uden observation og (til en vis grad) eksperimenter, hvorfor den som sådan er videnskabelig. Dog kritiserer den islamiske psykologi den vestlige for at anvende (af mennesker) konstruerede eksperimentelle metoder, hvilket gør, at de ikke er fejlfri og således ikke i samklang med disciplinens overbygning (af åndelighed).
Dvs., at iflg. islamisk psykologi er den eksperimentelle metode i sig selv bristfældig. Konklusionen herefter er, at islamisk psykologi kun kan siges være videnskabelig i forhold til sit vidensgrundlag.
En anden faktor der adskiller de to psykologier er, som den islamiske psykologi ser det, den "moderne" psykologis hang til at inkorporere andre videnskaber, hvorved dens oprindelige grundlag forskubbes.
Den islamiske psykologi kritiserer sig selv for at tage afsæt i sekulære modeller og teorier i stedet for i Koranen og i Sunnah. Således er der en stærk bevægelse for deduktion af psykologiske principper på grundlag af den guddommelige åbenbaring, der udfordrer de (muslimske) forskere, der hellere vil tage udgangspunkt i Freud, Skinner og Jung.
En opfattelse af det psyko-somatiske problem, der danner grundlaget for den holistiske opfattelse. Men medens holismen ikke vedkender sig en kausal afhængighed (et årsag-virkningsforhold) mellem psykiske og somatiske strukturer, er denne strukturoverensstemmelse (eller strukturelle identitet) netop et kendetegn for isomorfismen.
Således kan man, til forskel fra en holistisk betragtningsmåde, hvor psyke og soma ses som en integreret enhed og helhed, ikke i isomorfismen se en fuldstændig integration af de to entiteter: psyken påvirker soma og omvendt. På denne måde bliver isomorfisme en henvisning til en identitetsopfattelse, snarere end (som holismen) til en helhedsopfattelse.